Glade minder
Vi var tre børn, og jig var den yngste. En lang stund havde jig omtrent samme bredde som længde og husker endnu hvor vanskelig det kunde være at strække og bøie sig og hvor endnu vanskeligere det kunde være at holde følge med, naar vi var ude paa langtur. Rent tilbage blev jig, naar de andre som vævre smaa ekorn, klatred øverst op i gran eller furutrær efter skjærereder eller entred paa de svære bjælker i laaven helt til de kom op i øverste gluggen.
En laave havde vi saa stor og gild, at der fantes ikke magen i vid omkrets. Der var gjemmesteder og smuthuller, saa det næsten var umulig at finde en igjen i ”svi brændt”, og naar en vel havde gjemt sig og skulde ligge blikkende stille, kunde en selv næsten blive ræd, saa bælgende mørkt var det paa de bedste gjemmesteder.
Vi tre børn, som hørte hjemme paa gaarden, var sjelden alene, thi hos os forsamledes gjerne hele flokken fra nabolaget. Det var Otto, som vi kaldte Smetto, og Ole Olsen, som for kortheds skyld blev kaldt Oblio. Det var Karen og det var Lovise, og det var Eline, som bestandig gikk under navnet Topsi. Baade store og smaa kaldte Eline for Topsi. Aldrig kunde hun gaa ,og aldrig kunde hun staa stille. Bestandig sprang eller hoppet hun. Men navnet det tror jig kom fra haaret. Slig haar har jig aldrig set siden heller. Det kunde være saa glatkjæmmet og fint, naar hun om morgenen blev sluppet ud, men bare en times tid efter, saa det ud som om det aldrig havde været en kam i det, og til verre hun blev til bedre ligte hun sig og ligned paa det værste saa grangivelig en graabrun, langhaaret grevlinghund ved navn ”Top” vi havde, at navnet visselig kom deraf.
Navnet tog hun ikke fortrydelig op, forresten havde vi næsten alle vort særskilte tilnavn, som vi med stolthed anærkjendte som vort. Jig for min del blev kaldt ”Klumpe”. I førstningen ligte jig ikke navnet, men saa fik jig høre eventyret om ”Klumpe dumpe” som faldt ned af trapperne og aligevel fik kongsdatteren, og saa blev navnet godt nok.
Min broder, som hed Lars, kaldtes gjerne for ”Sjøl-Lars”, og det syntes han godt om. Men blev vi sindte paa ham, kaldte vi ham ”Jasse Ga”, for det havde en liden husmandsgut paa gaarden døbt ham til. Gutten, som hed Simen, skulde sige ”Lars op i gaarden”, men han var liden og daarlig til at snakke, og saa blev det til ”Jasse Ga”, og vi tog navnet op.
Hvor godt jig husker Simen. Han havde ingen søstre, bare brødre, og lidet av baade mad og klæder var det i hans hjem. Han gikk i min søsters og mine aflagte klæder helt til han var 6 aar uden at det genered ham det mindste. Hans moder syntes det var saa billig at klæde ham paa den maade. Hun havde tre gutter ellers som trængte, hva hun havde og hva hun fik af gutteklæder. Men da Simen var omkring 6 aar fik han forærendes helt sæt nye klæder, ja baade rød lue, skjærf og votter og fra den dag havde han hellere gaat nøgen end atter at trække i pigeklæder.
Dag du og dag ind, i ondt veir og godt veir holdt den her før nævnte glade skare trolig sammen. Du verden for moro vi havde og slig anledning som det var til at finde paa alt mulig mellem den gamle gaards mange udhuse med deres smuthuller og gjemmesteder.
Sommetider kunde legen gaa saa halsbrækkende for sig, at mor næsten var halvdød av skræk. Jig husker en gang hun kom ud i stuedøren at min broder Lars og Smeto stod på hovedet øverst paa fjøstaget, og vi andre stod beundrende rundt om. Præmien for dette mesterstykke var en to-skillingskage opsat af Oblio, og den delte de to akrobater broderlig i mellem sig, da de vel var kommet ned igjen
Slig tag som paa gamleboden vor skulde en aldrig set magen til. Det skraaned ned næsten til foden af en bakke paa den ene side, medens det paa den anden side var noksaa høit fra taget og ned. Taget var flisdækket og især efter regnveir umaadelig gladt. Noget af det morsommeste vi vidste var at tage sammen i en rad hele flokken øverst paa bakken ovenfor boden, saa tælled en af os til tre, og afsted bar det i et sæt helt op til det øverste af taget, hvor det gikk et bredt bord fra det ene møne til det andet. Her oppe tælledes atter til tre og vi gjorde helt om. Saa atter til tre, og nu var det bare at huke sig ned og lade det glide nedover. Ja slig som det gikk, og det sidste lille hop fra bakken og ned var det morsommeste af alt. Det hændte nok at det blev siddende fliser i buksebagen, og at en og anden kom ned på hovedet istedenfor paa benene, men ellers gikk det aldrig noget galt.
Da jig var omtrent 8 aar gammel havde vi en saubuk, som lød det ikke saa almindelige navn”Botil”. Jig synes jig ser den endnu. Den havde lang, silkeblød uld, og horn havde den, som kunde maale sig med bukkene Bruses i eventyret. Den var drivhvid, men paa hver side af halsen havde den en mørkebrun stor plet, derfor kaldte vi børn den for Botil. Botil var i opvæksten inderlig snild og godslig, rigtig en kjæledægge var den; men da den blev ældre forandred den aldeles sindelag. Den blev saa sindt som den værste tyrk. Ikke ved jig hva der gikk af den, nok er det, sint var den og sint blev den. Botil kunde stange noget ganske forskrækkelig. Dette havde vi erfaring for og sørget for at pille os at veien, naar den var i farvandet. Saa kom der en ny tjenestegut til gaarden. Han fortalte os saameget rart, at vi sommetider ikke vidste hva vi skulde tro.
Engang vi paa afstand stod og beundred Botil, thi kjæk var den og i griunden var det ikke saa ilde at den var sindt heller, begyndte tjenestegutten at fortælle os om en meget større og sværere buk, som hørte til paa gaarden hvor han før havde tjent. Saa engang, da denne havde gjort et vældigt tilsprang for at stange ham, stod han ganske rolig, til bukken var næsten indpaa. Saa med et kasted han sig tilside, og bukken for paa næsen i marken. ”Og aldrig”, lagde han til,”førsøgte den at stange mig mer!”
Dette kunde vi ikke glemme, hverken den dag eller dagen efter. Saa kom Oblio med forslag om at vi skulde prøve dette med Botil, men ingen meldte sig til prøven. Vi bestemte os da for at ”elle” os til, hvem der skulde staa for bukken. Ja, vi stilled os, som saa ofte ellers naar lod skulde kastes, op i en rund ring. Oblio, som var den ældste, stilled sig op i midten af ringen, og saa ramsed han op:
Elle melle
dig fortælle
Skibet gaar
frem det naar
ræk i rænd
ta i spænd
snip snap snude
Du er ude.
”Ellingen” gikk for sig paa følgende maade: Oblio pegte først paa en i ringen og sa ”elle”, saa paa dennes sidemand og sa ”melle”. Derpaa paa no. 3 og sa dig, paa no 4 og sa fortælle og slig videre saa længe verset varede. Den som det sidste ord ”ude” traf paa, den skulde staa for bukken.
”Ude” det traf paa mig det, og det nytted ikke at gaa fra akorden.
Saa drog da hele skaren opover did, hvor vi vidste vi havde Botil. De andre kravled sig op paa en bordstabel som laa der, dels for selv at være trygge, dels for at se godt, og jig blev staaende igjen nede paa volden. Botil begyndte at kige nedover, i førstningen bare lidt, og saa lidt mer. Derpaa begyndte den smaat, som om ingenting var, at rusle nedover mod os. Kommet lidt nedover til mig, begyndte den at gaa fortere og en 2-3 meter fra, reiser den sig paa to, sætter hornene lidt paa skjæve og gjør et vældigt tilsprang. Det var blikkende stille oppe paa ”tribunen”, og jig , som før havde været saa modig og glædet mig med de andre over at se Botil fare paa næsen, jig blev som fjætret med det samme jig saa bukken komme lige ind paa mig og kom mig ikke af flekken. Over ende blev jig stanget først engang, og da jig forsøgte at reise mig, engang til ligesaa grundig, og det er ikke godt at vide, hvorledes det vilde ha gaat, hvis ikke broder Lars og Oblio havde sat ind paa den med sine knortekjæppe og nogle sande indianerhyl.
Da Botil var jaget paa flugt samledes hele skaren om mig og det var ingen ende paa hvor godt de alle vilde mig. Snart tørred taarene, og jig var ligesaa ivrig som de andre i at klatre op paa grisehustaget for at overvære dagens glansnummer: Storoksens hjemkomst fra havnehagen.
Oksen var saa sint paa smaabørn, især smaagutter, at den var aldeles farlig. Lidt længere ud paa sommeren blev den solgt til en slagter i byen af den grund. Den vidste saa godt hvor den havde os, naar den kom hjem om kvælden, at den drog forbi fjøsdøren uden at ænse den og helt bort til grisehuset. Her satte den hovedet i veiret og brølte op til os. Du verden hvor fæl den saa du, og vi sad der trygge og rædde paa en gang. Jig synes jig kjender den fornemmelsen enda. Det var som kribled det nedefter ryggen. De modigste dingled med benene udover kanten paa taget ogsaa; men det turde aldrig jig.
Engang spiste vi eblekart saa grøn, saa grøn at tante Helga, som vi vidste var lidt baade af en doktor og andet, indbildte os at vi skulde faa kolera. Det var netop i 80-aarene, da koleraen raste i de sydligere lande, og de voksne, ja vi børn ogsaa, hver dag med begjærlighed modtog de efter-retninger bladene bragte.
Saa sikre var vi paa alt hva tante sagde os, at vi allesammen ud paa eftermiddagen, begyndte at føle os lidt utilpas, og det var ikke frit for at vi kiged paa hverandre om vi skulde opdage de uhyggelige merker vi vidste koleraen satte paa sine ofre; dog hele eftermiddagen gikk uden at det blev til noget.
Men om natten vaagned jig med nogle frygtelige maveknib, og straks blev min søster og Lovise, som laa paa samme rum, underrettet om at nu var koleraen kommen. Du verden hvor rædde vi var. Vi var aldeles klamme i hænderne og svedet av angst. Men merkelig nok sovned kolerapatienten igjen efter en stund og lidt efter de to andre ogsaa, og om morgenen, da solen skinned ind til os, merked vi intet mer hverken til kolera eller maveknib. Det var bare at se til at komme sig op og ud. Derude traf vi de andre kjække og sunde. Da var det nok ikke frit for at tante i dagens løb fik nogle slængord om æblekart og kolera; men da sagde tante meget alvorlig, at det bare var engang i mellem, man slap saa heldig fra det, slig gikk det ikke i almindelighet, og for sikkerheds skyld fik vi lade æblekarten være i fred, og det syntes vi ogsaa selv, efter udstaaet skræk, var det bedste.
Det hændte vel at det var en smule uenighed mellem os, og at vi piger syntest gutterne var lidt vel meget paa det eller lidt urimelige, som fr. eks. naar en af dem stod og knibset med fingrene lige foran næsa paa en af os, saa nær næsen, at det sommetider kun var et haarsbred mellem næsen og de ækle fingrene deres, medens de deklamerede: ”Lufta er mi, ligesaavel som di!” Ja, da syntes vi, det var et urimelig forlangende at sligt skulde taales. I almindelighed var de saa snilde og godslige, ja modtog indbydelse til dukkestuen ogsaa. Der kogtes i bittesmaa gryder og spistes af enda mindre tintallerkener. Storsleven var en almindelig barneske. Bestandig blev det mad nok; thi om vi allesammen havde en umaadelig god apetit ellers, saa lød det gjerne i dukkestuen efter første lilleputporsjon: tak jig er saa godt forsynt, tak jig skal ikke ha mere; og saa havde de to som holdt selskab, – bestandig var det to som holdt selskab og de andre var indbudne – den fornøielse at se al ting række til. Nei, en gang rak det nok ikke til for os. Det var Lovise og jeg som holdt selskab. Bordet i dukkestuen var dækket med nykogt havremelsgrød, spegekjød, sirupsøl, halvmodne stikkelsbær, smaakager og mange andre lækre sager, og alting saa ud til at skulle løbe godt af. Af gutterne var broder Lars og Oblio tilstede. Den kvæld blev gutterne ikke mætte. De sa ja tak til alt de blev bydt. Det var nok overlagt paa forhaand. Vi vidste, det kunde bli lidt af hvert at faa høre efterpaa, hvis de kunde opnaa at faa alle fade tomme, og gode raad var dyre; men Lovise var aldrig raadløs hun. Til fjøset bar det, og sidste gang blev fadet sendt rundt med de indtørkede rester af noget aldeles unævnelig noget. Det var ikke godt at vide, hvem der havde gaat af med seieren her, faderne blev ialfald ikke tomme; men ligesom ved en stiltiende overenskomst nævntes ikke dette selskab oftere.
Ja, slig gikk dagene, den ene morsommere end den anden. Vi er kommet væk fra hinanden siden den tid; men minderne om disse dage lever lige friske, og træffes vi, bærer det straks løs med smaahistorier fra hine glade barndomsdage.
Tante Tulla het Helga Blystad da hun skrev dette. Hun var født Togstad. Hun var yngste datter av Anton og Hilda Togstad. Hun var født i 1873. Giftet seg i 1903 med dr. Karl Blystad og døde i 1968. Hennes eldre søster var Ingerid, født i 1871, gift m. Johan Røhr i 1893 og død i 1946. Og storebroren var altså Lars Togstad, født i 1870, gift i 1897 med Lina Krogvik, og død i 1927.
Lovise, som det fortelles om her, antar jeg må være deres kusine, Lovise Olsen. Hun var datter av Antons eldste søster Mathea, gift med landhandler Nils Olsen i Næroset. Hun var nok ofte på Tokstad i oppveksten, og hun var alltid en nær venninde av tante Tulla.
Slik blir hun presentert i boken Norske Skolefolk utgitt av Dreyers Forlag,- datert Stavanger i desember 1934 med redaktør Arne Espeland. 1392 sider!
